20% indhold

Nu hvor Plummer giver det røde kort til DR Sporten, vil jeg da overveje at købe et TV igen.

Dette værested for blonderede modeller og fallerede eks-sportsstjerner, med skærmtække som en skinnebenssår og revolverjournalistiske spørgsmål som “hvordan syn’s du selv det gik” (Marianne Flormann, det er dig, jeg taler om), skulle ha’ været kulet ned for mange år siden.
I de fjerne firsere, bestod sendefladen stort set af evindelige bundesligaopgør mellem Bayer Leverkussen og Kaisers Blöde Lög ‘04, og Poul Erik Anderssons nærmest fanatiske fetich for latin [lah-tæn] dansearrangementer, hvor han iklædte sig lilla paillet-jakker og sprechtstallmeisterstemmeføring.

Nøj, hvor kunne jeg ha’ set meget Knight Rider, Macgyver, Zigzag og andet dårligt TV, havde det ikke været for Pølle-drengen og Tommy Troelsen-typerne.

Jeg har skam fuld sympati med de fyringsrunderamte medarbejdere i überoffentlige institutioner som DR, der normalt tilbyder jobsikkerhed herfra til solen dør ud. De må nu, ligesom os standardlønslaver i det private, lære den hårde lektie, at røde tal på bundlinien betyder røde numser hos medarbejderne.

Men ligefrem at kalde DR Sporten en kulturinstitution er at tage munden fuld.
I min optik, bidrager kulturinstitutioner med andet end kommentarspor til landskampe.
Spareplaner og fyringsrunder er ubehagelige, men ingen grund til at stikke sig blår i øjnene.
Den fjerde statsmagt korrumperes næppe, fordi Peter Møller må smide den stribede trøje og den diskrete make-up.