Habitat: Unavngiven Vesterbro-cafe.
(undertegnede i asyl fra helbredstruende varm lejlighed)
Observation: Højtråbende cafe hang-around (typen, der udvisker grænsen mellem stamgæst, ansat, ejer og taber uden andre steder at gå hen) i Totti-fodboldtrøje har trukket ditto hangaround-klon i oversize undertrøje og spaghettiarme hen til cafeens eneste computer hvor han med fortsat skærebrænderstemmeføring forklarer klonen (og det meste af Nordeuropa), at han har brugt otte tusind (otte!) KRONER på armbåndsure, men at han har sparet mindst ti tusind (ti!).
Computerskærmen afbilder åbenbart et eller flere af de indkøbte ure, hvorfor der bruges meget tid på at pege og glorificere latterlige detaljer som visernes reflektionsfri belægning (kan KUN fåes i denne serie, der er MEGET sjælden og UMULIG at fremskaffe i Europa).
Desværre for ego-bekræftelsen, er den anden hangaround knap så lydhør overfor ordstrømmen. Faktisk er han urimeligt ligeglad og vil hellere fortælle om et nyt pokersite, og hvordan det har indbragt ham IHVERTFALD 200 (to!hundrede!dollar!) dollar i løbet af NO TIME.
En uendelig klappeklappekageleg med alt hvad penge kan købe, begynder.
De taler ikke sammen, men kaster blot egoforstærkende overfladiske produktegenskaber efter hinanden. Den første, der faktisk lytter og kommenterer hvad den anden siger, har tabt.
Konklusion: Alfahanner kan ikke samtale, kun omtale.
Juli 7th, 2006 at 12:42
Dem kender jeg godt, de der Alfa hanner, de er ret underholdende at observere. Jeg tror klart på at det for dem handler mere om omtale fremfor samtale.
Juli 9th, 2006 at 11:06
Jeg finder dem lige så underholdende som en hovedpine.
- bortset fra når de går kløjs i udtalen af fremmedartede firma- og produktnavne, eksempelvis ovenstående urmenneske, der nonchalant fastslog, at ure fra “Bee Vee El Gari” var både overvurderede og mainstream.
Undertegnede måtte fake et mindre hosteanfald for ikke at le højlydt af denne åbenlyse konnæsøhr.
Juli 9th, 2006 at 11:59
Hoho - “urmenneske”! Bare rolig, evolutionen vil før eller siden få has på alfahannerne - de har nemlig ingen berettigelse eller funktion i vores tidsalder.
Kun hvis de en dag udtænker, hvordan de kan formere sig med hinanden, kan vi stå med et seriøst problem…
August 17th, 2006 at 13:31
en klassisk måle-pik samtale.. :-)